Landsholdsscoring giver selvtillid
Mod Cypern scorede Randers FCs Kasper Lorentzen sit første mål for det danske landshold, og den succes vil han overføre til klubholdet.
For en uge siden løb Kasper Lorentzen ind på Parkens græstæppe til en af de største aftener i sin karriere. Ikke alene var han i landstræner Morten Olsens startformation, han scorede også på et flot langskud til slutresultatet 2-0.
Det var midtbanespillerens første scoring på landsholdet, og det skulle gerne smitte af på Randers FC.
- Det er klart, at jeg har fået noget selvtillid efter at have spillet for landsholdet, og det har jeg også taget med til Randers. Jeg er glad for, at jeg har bevist for mig, at jeg godt kan, og det gav selvtillid at score på et langskud, siger Kasper Lorentzen til Randers FCs hjemmeside.