Landmænd elsker naturen
Vælger jobbet på grund af marker, dyr og natur
En arbejdsplads mellem åbne vidder, marker, dyr og natur. Det er ifølge landmændene selv årsagen til, at de har valgt deres job, viser en ny undersøgelse. Her angiver 77 pct. af landmændene, at de har deres job fordi, de gerne vil arbejde i naturen og med dyr.
Til sammenligning er 11 pct. landmænd, fordi de mener, det er en god forretning, og 7 pct., fordi de ikke kan sælge gården. Det skriver Landbrug & Fødevarers erhvervsmagasin Food & Culture.
Undersøgelsen er foretaget blandt 838 landmænd af Landbrug & Fødevarer. Hos Videncentret for Landbrug (VFL), der har indsamlet de mange svar fra landmændene, kan Stine Hjarnø Jørgensen sagtens genkende naturglæden hos landmændene.
- Når vi arbejder i projekter med landmændene, oplever vi i høj grad, at det er landbruget og de biologiske projekter, som de fokuserer på. De går op i at have en virksomhed, der er i harmoni med lokalsamfundet og den omgivne natur, siger Stine Hjarnø Jørgensen, afdelingsleder i Økonomi & Virksomhedsledelse.
En varieret arbejdsplads
Hans Jakob Fenger driver Vejlskovgård ved Odder og tilhører bestemt gruppen af naturglade landmænd. Han er overrasket over, at det kun er 77 pct. af hans kolleger, der er landmænd på grund af den daglige kontakt med naturen og dyr.
- For mig betyder naturen alt. Det giver en fantastisk variation, når ens arbejdsplads skifter udseende fra dag til dag. Den ene morgen er markerne dækket af tåge og lyset er helt specielt. Den næste dag kan der være en skyfri himmel og fuglesang fra morgenstunden. Det oplever man ikke, hvis man sidder på et kontor i byen, siger han til FoodCulture.dk. '
For Hans Jakob Fenger er det ikke slut med at opleve naturen, når arbejdsdagen er forbi. Han er en flittig jæger og bruger også gerne fritiden på ridning. For at give naturen bedst mulige vilkår har han udlagt flere områder ved sin gård til naturområder, hvor fugle og vilde dyr trives.