Læger holder lukket
Se, hvordan du kan få hjælp
"Vi holder lukket tirsdag d. 28. maj på grund af stormøde i forbindelse med lægekonflikten".
Den telefonsvarerbesked vil mange borgere i dag blive mødt af, hvis de ringer op til deres praktiserende læge.
Størstedelen af landets praktiserende læger samles i dag til stormøde i Odense for drøfte konflikten mellem læger og regioner, som kan blive en realitet fra d. 1. september.
- Det betyder at de fleste lægepraksis vil være lukket. Egen læges telefonsvarer henviser til nødberedskab. Desuden er der i lægevagten i Region Midt sat ekstra visitatorer på vagt fra kl. 16.00, skriver formand for PLO-Midtjylland, Karsten Rejkjær Svendsen, på Region Midtjyllands hjemmeside.
Vent til i morgen
Selvom de praktiserende læger i dag holder lukket, er der dog stadig mulighed for at få hjælp.
- Når det drejer sig om akuthjælp, skal man gøre, som man plejer. Enten ringe til sin egen læge og blive stillet videre til et nødberedskab eller kontakte lægevagten, hvis det er efter kl. 16, siger formand for Region Midtjylland, Bent Hansen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De lukkede lægepraksisser kan komme til at betyde trængsel hos Lægevagten. Han opfordrer derfor folk til at vente med at kontakte lægen, hvis det ikke drejer sig om en akut situation.
- Hvis man for eksempel skal forny sin recept på p-piller eller lignende, så skal man nok overveje at vente til i morgen, for der vil blive rigtig travlt hos Lægevagten, siger formand for Region Midtjylland, Bent Hansen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.