- Læg champagnen på køl
Emmelie er storfavorit på lørdag
Randrusianske Emmelie de Forest er storfavorit til at vinde lørdagens internationale Melodi Grand Prix i Malmø.
I aftes cruisede den kronjyske sangerinde sikkert videre fra semifinalerne, og det fik en række bookmakere til at sænke oddsene for en dansk sejr.
Emmelie de Forest er nu så stor en favorit, at man efter gårsdagens semifinale får pengene mindre end to gange igen, hvis hun vinder.
Emmelie: Jeg har ikke vundet endnu
Også formanden for den danske Melodi Grand Prix-fanklub, Johann Sørensen fra Aarhus, tror på, at Emmelie de Forest har gode vinder-chancer.
- Hvis man har en flaske champagne til at stå på reolen derhjemme, så kunne man da godt smide den på køl. Det kan meget vel være, at man får brug for den, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hovedpersonen selv tager dog rollen som finale-favorit ganske afslappet.
- Bookmakere har taget fejl før. Jeg har jo ikke vundet endnu, så vi må se, hvad der sker, siger Emmelie de Forest.