Læbestift og hue hitter: Østjyder vil ligne dem fra ’Skam’

Julegaveindkøbene i Østjylland er i år præget af den norske ungdomsserie ’Skam’. Selv om serien er på norsk, er danskerne vilde med den

01:49

De østjyske unge synes, at TV-serien SKAM er drittkul (skide sejt, red.). NRK oplyser, at 28 procent af ’Skam’-seerne er fra Danmark, og den store interesse for ungdomsserien kan mærkes på juleshoppingen i Østjylland.

I Salling er der blevet solgt 50 procent flere røde læbestifte, og i tøjkæden Quint er der blevet solgt 63 procent flere Carhartt huer i forhold til sidste år.

Hovedpersonen i første sæson, Eva, bærer nemlig en sort Carhartt hue i samme model som dem, der lige nu i stor stil bliver pakket ind i Quint. I anden sæson af ungdomsserien hedder hovedpersonen Noora - hendes signatur er en knaldrød læbestift. 

Noora med den røde læbestift.  Foto: NRK

- Jeg synes, at det er fantastisk, at en ungdomsserie kan gøre så meget. Vi mærker helt tydeligt, at det er lige præcis læbestifterne fra Skam, kunderne spørger efter, siger Søren Petersen, afdelingschef i Salling i Aarhus.

Det stopper ikke ved, at de unge ønsker at klæde og sminke sig som hovedpersonerne i ’Skam’ - de vil også ligne dem. Flere unge går nemlig til frisør for at få klippet håret som de norske stjerner. 

Læs også Dronningens jul i Aarhus bliver med and og risengrød

- Vi kan helt sikkert mærke, at folk efterspørger Nooras page, og flere drenge vil gerne have krøller som Jonas. Det er ikke kun hos os, men i hele landet, siger Regitze Als Mortensen, frisør, Claus Thy.

Se hele indslaget i videoen øverst i artiklen. 

Eva fra Skam i sin Carhartt-hue.  Foto: NRK