Lå død i flere måneder
Beboer slog alarm på grund af svær stank
En ulidelig stank fra en lejlighed på Åhavevej i Silkeborg fik en beboer til at slå alarm til politiet.
Ifølge mja.dk blev en 78-årig kvinde søndag fundet død i sin lejlighed, hvor hun har ligget i 3-4 måneder, uden nogen har lagt mærke til noget.
Beboerne i Michael Sørensens Stiftelse undrer sig over, hvordan en kvinde kan ligge død så længe i en kommunal bygning og først blive opdaget flere måneder senere på grund af svære lugtgener.
- For en måned siden ringede jeg en fredag eftermiddag til én af de kommunale pedeller, der er tilknyttet Michael Sørensens Stiftelse. Lugten var uhyrlig. Pedellen sagde, at det måtte vente til mandag. Men der kom ingen. I søndags ringede jeg så til politiet og så skete der noget, fortæller 93-årige Eva Christensen, der bor i lejligheden over den afdøde til mja.dk.
Områdeleder Michael Dahl fra den fælles ejendomsdrift i Silkeborg Kommune siger, at han ikke kender noget til Eva Christensens opkald til en af hans medarbejdere.