Kvinde udsat for tricktyveri

79-årig kvinde fik stjålet sit guldarmbånd

En 79-årig kvinde fik lørdag stjålet sit guldarmbånd af to ukendte gerningsmænd, oplyser Østjyllands Politi.

Lørdag omkring klokken 12.00 sad kvinden på en bænk ved Hougårdsvej i Brabrand ved Aarhus. To personer, en mand og en kvinde, kom hen til hende, da de ville have vekslet penge.

De satte sig på bænken ved siden af kvinden, der fortalte dem, at hun ikke kunne veksle deres penge.

Efter lidt tid forlod de to personer stedet, og kvinden kunne konstatere, at hendes guldarmbånd var blevet stjålet.

Østjyllands politi vil gerne høre fra personer, der har oplysninger i sagen. Det kan se på telefonnummer 114.

De to personer beskrives som:

A: Mand, østeuropæisk af udseende, 30-40 år og cirka 165 centimeter høj. Han er almindelig af kropsbygning, har sort, kortklippet hår, og han talte et ukendt fremmedsprog. Han var iført T-shirt og blå lædersko.

B: Kvinde, østeuropæisk af udseende, 20-25 år og cirka 180 centimeter høj. Hun er almindelig af kropsbygning, har brunt, langt hår, og hun talte et ukendt fremmedsprog. Hun var iført en kort og stribet nederdel.