Kvinde sigtet for drab i Malling
En 45-årig kvinde er blevet sigtet for at have dræbt 41-årig mand under opgør i Malling syd for Århus.
19. jun 2009, kl. 08:56
Mere end 30 dage gammel
Knivdramaet fandt sted i Malling 18. december sidste år. Den dræbte fik et 11 centimeter dybt stik i brystkassen og blev ramt i vitale blodkar. Han døde ifølge obduktionen af blodtab.
Torsdag blev den 45-årige kvinde ifølge Århus Stiftstidende sigtet for drabet på den fire år yngre mand. Ved det indledende retsmøde i retten i Århus nægtede kvinden drab, men erklærer sig til gengæld skyldig i 'vold med døden til følge'.
Statsadvokaten skal nu afgøre, om der skal rejses en drabssag for et nævningeting, eller om sagen i stedet skal køre som en tilståelsessag i byretten.