Kvinde død i brand
Brændte inde efter ildebefindende
En ældre kvinde er for kort tid siden afgået ved døden efter en brand på Nygade i Ryomgård. Branden fandt sted i et rækkehus. Politiet blev tilkaldt klokken 10.06.
- Der bliver tilkaldt lægeambulance, politi og brandvæsen. Da vi kommer derud, kan vi se, at der er kraftig røgudvikling inde fra huset. Kort efter bliver kvinden båret ud, og det bliver konstateret, at hun er afgået ved døden, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Efterforskningen tyder på, at kvinden har fået et ildebefindende, hvorefter hun har skubbet et håndklæde ned på en el-radiator. Det har derefter forårsaget den kraftige røgudvikling, der har taget livet af kvinden.
Østjyllands Politi arbejder lige nu ud fra teorien om, at det er husets beboer - en ældre kvinde - der er død, men liget er endnu ikke blevet identificeret. Der er ikke umiddelbart mistænkelige forhold i sagen, oplyser Østjyllands Politi.