Kurt Thorsen har ingen penge
Kurt Thorsen har ikke råd til at betale gammel gæld til en norsk rigmand.
Den tidligere århusianske byggematador Kurt Thorsen er flad som en kirkerotte. Han har ingen penge, bor til leje og ejer hverken jordisk gods eller guld. Det forklarede han i Fogedretten i København onsdag.
Her var han hevet ind af den norske rigmand Kjell Inge Røkke, der havde regnet med at få nogle af sine tabte penge igen. Men altså uden held, fortæller Røkkes advokat Søren Bergenser, Lett Advokatfirma.
- Kurt Thorsen erklærede sig insolvent - det vil sige, at han har ingen fast ejendom, han har ingen bil, ingen fly - eller hvad der ellers måtte være af aktiver, vi kan gøre udlæg i, siger Søren Bergenser til Ritzau.
Thorsen indgik tidligere et forlig med sin gamle ven udlandsdanskeren Finn Harald Simonsen, hvor han fik en stor pose penge. Hvor mange er en hemmelighed - og Kurt Thorsen forklarede i Fogedretten, at pengene var gået i Thorsens konkursbo.
/ritzau/