Kun én vejbane på Mindet
Byggeri af sluse- og pumpeanlæg i gang i weekenden
Den ene vejbane af Mindet bliver afspærret i weekenden den 9. - 10. februar 2013 som følge af byggeriet af det sluse- og pumpeanlæg, der skal beskytte Aarhus Midtby mod oversvømmelser
Af sikkerhedshensyn er det nødvendigt midlertidigt at inddrage den ene vejbane af Mindet i forbindelse med nedvibrering af spuns til byggegruben til sluse- og pumpeanlægget.
Trafik og Veje har vurderet, at det vil give for store trafikale gener, hvis dette arbejde skulle udføres på en hverdag. Derfor bliver arbejdet udført i weekenden den 9. - 10. februar 2013.
Det betyder, at der den pågældende weekend kun vil være indkørsel ad Mindet fra nord, og at udkørsel fra området skal ske via havnen. Da der er tale om nedvibrering af spuns, vil arbejdet give gener i form af støj og rystelser. Arbejdet foregår i tidsrummet kl. 9-14.
Den ene vejbane af Mindet bliver afspærret lørdag den 9. februar kl. 8-15 samt søndag den 10. februar kl. 8-15. I de mellemliggende tidsrum er der fri passage.
Sluse- og pumpeanlæg
Sluse- og pumpeanlæg er del af byggeprojektet Urban Mediaspace Aarhus og kommer til at ligge ved mundingen af Aarhus Å lige ved Dokk1 og Hotel Atlantic.
Slusen vil under normale vandstande være åben. Ved forhøjet vandstand kan sluseportene lukkes og forhindre vandet fra bugten i at løbe ind i åen og oversvømme midtbyen. Samtidig sørger indbyggede pumper for, at åens vand bliver pumpet ud, når udløbet er lukket af slusen, så åen ikke løber over sine bredder ned gennem byen.
Pumpeanlægget bliver ét af Danmarks allerstørste. Det har en kapacitet på 18 m3/s og kan dermed pumpe op til 18.000 liter vand i sekundet.
Tidsplan for byggeriet
Byggeriet af pumpeanlægget gik i gang 2. januar 2013 og forventes at være færdigt i december 2013.
Derefter begynder etableringen af sluseanlægget, samtidig med at den sidste del af Aarhus Å frilægges. Dette arbejde foregår i perioden februar 2014 - december 2014.