Kronprinsparret til byjubilæer
Hadsten og Hinnerup fejrer 150 år
Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary har meldt deres ankomst til Favrskov Kommunes store festdag lørdag den 8.september, hvor Hadsten og Hinnerup fejrer 150-års-jubilæum.
- Jeg er meget beæret over, at kronprinsparret har sagt ja til at deltage i 150 års jubilæerne i Hadsten og Hinnerup. Det er første gang, Favrskov Kommune får kongeligt besøg, og derfor glæder vi os naturligvis ekstra meget til besøget. Jeg ser frem til at få mulighed for at vise Favrskov Kommune frem for kronprinsparret, og jeg er sikker på, at det bliver en fantastisk oplevelse for alle kommunens borgere, siger Favrskov Kommunes borgmester Nils Borring (A).
Det overordnede tema for festlighederne bliver "Leg gennem tiden", og under det tema vil der på jubilæumsdagen blive arrangeret en lang række aktiviteter med særligt fokus på kommunens mange børn og familier.
For 25 år siden var Kronprinsens forældre, Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen med til at markere 125-årsdagen i Hinnerup.