Kritiserer hjemmeside på arabisk
Borgerlige politikere langer ud efter Århus Kommune, der vil oversætte dele af hjemmeside til arabisk.
De borgerlige i Århus Byråd er særdeles utilfredse med, at kommunen lige nu er ved at oversætte dele af sin hjemmeside til arabisk.
At man informerer på arabisk, er at gøre indvandrere en bjørnetjeneste. Det mener både Venstre og de Konservative på rådhuset.
- Det giver ikke et særligt godt incitament til, at de får lært dansk. Ved andre kontakter med kommunen stiller vi også tolke til rådighed. På den måde kan man fødes i Gellerup, bo i Gellerup og dø i Gellerup uden nogensinde at kunne ét ord dansk, siger politisk ordfører for Venstre i Århus Byråd Bünyamin Simsek til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den socialdemokratiske rådmand Flemming Knudsen undrer sig over kritikken fra Venstre og de Konservative.
- Det virker som om, de helt har glemt den integrationspolitik, de selv har været med til at vedtage, siger rådmanden i en pressemeddelelse.
Flemming Knudsen understreger, at det kun er 130 af de flere end 19.000 sider på aarhuskommune.dk, der er ved at blive oversat til arabisk og engelsk.