Kristne yder rengøringshjælp
40 fra Christianskirken på hjemmebesøg
Lørdagen stod på frivillig rengøring for kristne fra Christianskirken i Aarhus. De gjorde rent hos en masse ældre og folk, som ikke selv kan klare opgaven af den eller anden årsag, og som ikke får hjælp fra kommunen.
Godt 40 kristne fra Christianskirken i Aarhus trak i dag i arbejdstøjet og tog arbejdshandskerne på. de havde besluttet sig for at hjælpe ældre i Aarhus Kommune, som ikke modtager hjælp fra kommunen.
En af dem, der i dag var på hjemmebesøg, er Kristoffer Kruse - han besøgte Tine Larsen-Bjerre, som har fibromyalgi, som er en sygdom, der giver smerter i led og muskler. Hun kan derfor ikke selv støvsuge, så den opgave hoppede Kristoffer Kruse på.
- For det første så oplever jeg den glæde, det giver folk, at jeg kommer og hjælper dem, og så så giver det en eller anden tilfreds af, at jeg kan være med til at gøre en forskel.
Når man ikke selv kan, er det godt at andre har tid og overskud til at hjælpe. Og det er minsandten en tjeneste, som Tine Larsen-Bjerre sætter stor pris på.
- Det er virkelig en kæmpe stor hjælp. Hvordan kan jeg næsten sige tak, siger hun.
Hos Aarhus Kommune er man begejstret for udviklingen, at flere gerne vil udføre frivilligt arbejde.
- Jeg synes, det er fremragende, at der lige nu er en eksplosion af mennesker, der gerne vil være frivillige. Men det er klart, at det må aldrig nogensinde være fordi, at det er kommunen, der ikke gør det godt nok eller på grund af besparelser - det vil vi ikke være med til, siger næstformand i omsorgsudvalget i Aarhus Kommune, Thomas Medom (SF).
Se mere i indslaget her øverst på siden.