Krisemøde hos Venstre-folk

Kæmper for vraget kandidat

Krisemøde onsdag aften hos Venstres vælgerforening i Lystrup-Trige.

To lokale Venstre-vælgerforeninger kæmper for at få genindsat Venstres byrådkandidat Henrik Vestergaard på listen over partiets byrådskandidater til efterårets kommunalvalg.

De er rystede over, at et flertal i partiforeningen har besluttet, at Henrik Vestergaard ikke skal opstilles på grund af "samarbejdsvanskeligheder."

- Det her er trukket ned over hovedet på lokalforeningen, og vi føler os rigtigt vrede og trådt på demokratisk. Det er vælgerne der burde have lov at bestemme, hvem der skal stille op, siger Bo Gustavsson, bestyrelsesformand for Venstres vælgerforening i Lystrup-Trige.

Foreningen indkaldte onsdag aften til ekstraordinært krisemøde for at finde en løsning:

- Der bliver arbejdet med sagen. Jeg håber på, vi kan finde en løsning, der er god for alle parter og specielt for Aarhus.

Hos Venstres bestyrelse i Aarhus står man fast på beslutningen om ikke at lade Henrik Vestergaard opstille:

- Bestyrelsen har besluttet at det er en samlet vurdering af samarbejdet med Henrik Vestergaard, der ligger bag. Og så har vi besluttet, at vi ikke vil gå mere i detaljer om, hvad der ligger bag vores beslutning, Johnny Olsson, næstformand for Venstre i Aarhus.

Henrik Vestergaard stillede i november 2012 op til kampvalg om posten som spidskandidat for partiet i Aarhus. Her fik han 56 stemmer, mens vinderen Bünyamin Simsek fik 135 stemmer og Hans Schou fik 120 stemmer.

På hvilken måde Henrik Vestergaard derudover har udfordret ledelsen i Venstre, er det ikke muligt at få partiet til at forholde sig til.