Krav om ja eller nej til donation

Ved 18-års fødselsdagen skal alle danskere tage stilling til organdonation, foreslår Århus Amt.

Alle danskere skal i fremtiden på deres 18-års fødselsdag beslutte, om de har lyst til at være organdonorer. Sådan lyder et forslag fra Århus Amt, som nu skal behandles af Folketinget og Sundhedsstyrelsen, skriver metroXpress.

Baggrunden for forslaget er den nedslående udvikling i donorregistret, hvor færre end hver 10. dansker er tilmeldt her 40 år efter den første nyretransplantation.

På forhånd bakkes forslaget op af formanden for Etisk Råd, overlæge, dr.med. Ole Hartling, og af formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Birthe Skaarup (DF). Bag forslaget står Venstres sundhedspolitiske ordfører i Århus Amt, Hans Kargaard Thomsen. Han vil have oplysningen til at fremgå af den enkeltes sygesikringsbevis.

Se mere i TV2 / ØSTJYLLAND kl. 19.30.

/ritzau/