Kranførere: " Det er et overgreb"
SMS-sagen slutter ikke endnu
Tre kranførere, der mistede deres job på Aarhus Havn, efter at havneledelsen havde læst deres private SMS'er går nu til statsadvokaten, for at klage over politiets arbejde.
Politiet er nemlig nået frem til, havnens direktør ikke foretog sig noget strafbart, da han skaffede sig adgang til sms'erne på tillidsfolkenes tjeneste-mobiler.
- Jeg føler i den grad, at det er et overgreb. Jeg forstår slet ikke, at retssikkerheden ikke eksisterer her hjemme, siger Frants B. Rasmussen, der er tidligere kranfører og sikkerhedsrepræsentant til TV2 | ØSTJYLLAND.
Frants B. Rasmussen måtte både bruge sin telefon privat og i arbejdstiden, og det var da, han indleverede sin telefon til chefen for at få en ny, at hans sms'er blev gennemlæst.
Ikke noget med mobning at gøre
Sagen kom efter en længere periode, hvor kranførerne flere gange havde nedlagt arbejdet og nægtet at tage overarbejde - ofte om aftenen.
En af kranførerne valgte at gå imod den fælles beslutning, og det var dette, der førte til sms-beskeder mellem de nu tre fyrede kranførere. Beskeder som bliver anset for at være mobning.
- Ud af tusind sms'er har man taget én ordveksling, hvor man skælder ud over en person, der har brudt vores regler, og så har ledelsen kaldt det mobning. Det har ikke skid med mobning at gøre, siger en anden af de tidligere kranførere og sikkerhedsrepræsentanter, Keld Sørensen.
Ingen lovovertrædelser
Hos Østjyllands Politi mener man ikke, at der er foregået noget ulovligt, fordi sms-beskederne ifølge deres vurdering var af faglig karakter.
- Det er ikke vores vurdering, at der er en overtrædelse af straffeloven. Om der er noget moralsk eller andet, som man ville kunne kritisere i det her, det blander vi os ikke i, siger advokaturchef hos Østjyllands Politi, Morten Holm.
De tre kranførere får nu opbakning fra 25 af de i de alt 27 tilbageværende kranførere til at gå til Statsadvokaten for at få sagen mod deres chef, havnedirektøren, samt borgmesteren, som sidder i havnens bestyrelse, taget op igen.
Hvis Statsadvokaten kommer med samme vurdering som Østjyllands Politi, vil kranførerne overveje at anlægge en civil retssag.