Kørte gaffeltruck ind i Elgiganten
Rambuktyveri: Tyve gik efter mobiltelefoner
Natten til lørdag kørte tyve en gaffeltruck gennem en branddør til et lager, hvorefter de stjal et endnu ukendt antal mobiltelefoner.
Men inden tyvene fandt vej til Elgiganten i Randers, stjal de kort tid inden den anvendte gaffeltruck fra en virksomhed på Marsvej i Randers - ikke langt fra Elgiganten.
Her brød de omkring klokken 02.00-02.30 en gitterport op til en virksomhed, hvor de stjal køretøjet.
Minutter senere, klokken 02.33, bragede gaffeltrucken gennem en branddør og et sikkerhedsgitter ind til Elgigantens lager på Marsvej i Paderup.
Herefter gik tyvene på rov i bygningen. Det er endnu ikke opgjort, hvor meget de er sluppet afsted med, men ifølge Østjyllands Politi er det især mobiltelefoner, som har haft deres interesse.
- Når man først stjæler en gaffeltruck og derefter laver rambuktyveri, så har man gjort sig nogle overvejelser omkring det, siger Klaus Hvegholm Møller, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.
Han vil ikke fortælle, hvilke spor politiet har i sagen, men oplyser, at man har noget at gå efter.
- Vi har enkelte spor at forfølge, siger vagtchefen.
Har du oplysninger i sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114