Kontroversielle etager solgt

Rige østjyder har købt lejlighederne i toppen af udskældt højhus.

En håndfuld rige østjyder slipper for at få spoleret bybilledet af Bruuns Galleris øverste etager - de kommer nemlig selv til at bo i lejlighederne.

Entreprenørselskabet NCC, der bygger højhuset bag Århus Hovedbanegård, har ifølge Århus Stiftstidende fået solgt alle ti kostbare ejerlejligheder i bygningens øverste etager. Gennemsnitsprisen er fire millioner kroner, men det har ikke afskrækket velstillede par fra blandt andet Risskov og Skanderborg til at skrive under på slutsedlerne.

Bruuns Galleris øverste etager har været stærkt kritiserede, fordi højhuset viste sig at rage langt højere op, end det fremgik af de skitser, der var forelagt byrådet i Århus. Set fra Banegårdspladsen og Ryesgade, som er en del af Strøget, stikker de øverste etager et godt stykke op over Banegården, selv om det ikke fremgik af NCCs skitser.

Beboerne skal efter planen flytte ind i lejlighederne på 16. og 17. etage til april, og til den tid får de dermed Århus' bedste udsigt.