- Konkurrencen er benhård

Dyre- og forlystelsesparker bygger nyt

03:00

1 af 2

Der er godt gang i byggeriet i de østjyske dyre- og forlystelsesparker. Konkurrencen blandt attraktionerne i Østjylland er nemlig hård og de mange besøgende stiller store krav til nye forlystelser hver sæson.

- Konkurrencen i attraktionsbranchen i Danmark er benhård, og vi konkurrerer jo ikke bare med hinanden - vi konkurrerer jo også mod alt mulig andet - med en indkøbsdag i IKEA, med et marked i byen, med Grøn Koncert og tusinde andre ting, siger Frank Vigh-Larsen, der er direktør i Skandinavisk Dyrepark.

TV 2 | ØSTJYLLAND har talt med en lang række af de østjyske parker, og næsten alle fortæller, at de er i gang med at bygge nyt.

- Der er nogle der har sagt, at hvis ikke man udvikler - så afvikler man. Så ja, det er vigtigt at gøre noget nyt, siger Henrik Herold, direktør for Randers Regnskov.

Og nyt koster mange penge. I Djurs Sommerland har man siden 2008 investeret mere end 300 millioner kroner i nye forlystelser og attraktioner.

- Der stilles store krav fra vores gæsters side til fornyelse - så hvis man skal beholde besøgstallet - måske endda vækste i besøgstallet - så skal der nye forlystelser og attraktioner til hvert år, lyder det fra Djurs Sommerlands direktør, Henrik B. Nielsen.

I videoen øverst på siden kan du se, hvad der lige nu er gang i hos de største østjyske attraktioner.