Kommune vil fjerne ulovligt parkerede biler: Det er farligt

Aarhus Kommune har skrevet til transportministeren for fremover at få lov til selv at fjerne ulovligt parkerede biler

02:05

- Her på Park Allé er der ofte bilister, som parkerer i buslommerne, og i myldretiden med mange busser, der skal læsse af og samle folk op, er det altså farligt, når busserne må holde hulter til bulter.

Sådan lyder det fra Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Kristian Würtz (S), som svar på, hvorfor kommunen nu vil have lov til at sætte hårdere ind over for ulovligt parkerede biler.

Læs også Vildt: Fordobling i antallet af P-bøder siden 2010

Han har sammen med forvaltningen og Københavns Kommune skrevet til transportminister Ole Birk Olesen (LA) for at få lov til at sætte ideen i værk. Indtil nu har det kun været politiet, der har haft lov til at fjerne biler.

- Det er et problem, der er størst ved læssepladser, hvor der bliver afleveret varer, i buslommer og i vejkryds i tætte beboelsesgader. Her vil det være godt straks at fjerne biler, der holder ulovligt, siger Kristian Würtz.

Risikoen er nok
Han forventer ikke, at det bliver mange hundrede biler, der hver uge skal fjernes fra de aarhusianske gader, hvis ordningen godkendes. Den præventive effekt vil være rigeligt, mener rådmanden.

- Jeg tror ikke, at det bliver et redskab, der skal bruges meget. Alene det at risikoen er der, vil gøre meget. Vi vil også have lov til at sætte hjullås på de biler, der har mange parkeringsbøder, og så vil den først blive fjernet, når bøderne er betalt, fortæller Kristian Würtz.

Læs også Beboerne i Øgaderne ønsker betalings-parkering

Aarhus Kommune oplyser desuden, at de ulovlige parkerede biler i sidste ende kan have store konsekvenser for både trafik og erhvervslivet.

Især i forbindelse med torvedage på Ingerslevs Boulevard giver bilerne udfordringer, og når der mange biler, som spærrer langs de store indfaldsveje, skaber de trafikpropper gennem store dele af byen.

Du kan se interview med Kristian Würtz fra Park Allé øverst på siden.