Kom med bag tv-serien Dicte

Dicte er tilbage på skærmen i en tredje sæson fra mandag d. 22. august, og i den anledning har TV2OJ været med bag om tv-serien

39:55

Kom med bag tv-serien Dicte i et temaprogram om Dicte og Aarhus.

30 afsnit i tv-serien Dicte er filmet i Aarhus og omegn over de sidste fem år. Skuespillerne og hele filmholdet har følt sig taget godt imod i Aarhus, og Kulturrådmanden i Aarhus er både stolt og glad for den reklame, det giver byen.

- Aarhus har simpelthen været så søde ved os, og den her tv-serie ville ikke have betydet det samme for folk eller fået den samme succes, hvis ikke den var optaget lige præcis her, siger Iben Hjejle om Aarhus som location for Dicte-serien. Hun tilføjer:

- Det er fantastisk at have haft en hel by som medspiller, for Aarhus er simpelthen nærmest 90% af den her tv-serie.

Det er fantastisk at have haft en hel by som medspiller, for Aarhus er simpelthen nærmest 90% af den her tv-serie.

- Iben Hjejle

Indspilningen af tv-serien Dicte er den største medieproduktion i Aarhus nogensinde, og tv-serien har også dannet grobund for filmturisme, hvor turister kommer til Aarhus for at bevæge sig rundt i fodsporene på de fiktive karakterers liv.

- Der er ingen tvivl om, at Dicte-serien har været med til at fastholde og udvikle Aarhus som en kulturby. Den har også været med til at brande Aarhus internationalt, da der er millioner af seere, der lige pludselig kommer til at se vores fantastiske by, og det sætter nye perspektiver i vores smukke by, Aarhus, udtaler Kulturrådmand i Aarhus, Rabih Azad-Ahmad.

I april 2016 blev de sidste indspilninger til tredje og sidste sæson optaget i Aarhus. De første 10 afsnit af tv-serien bygger på den aarhusianske krimiforfatter Elsebeth Egholms bøger om journalisten Dicte Svendsen, mens anden og tredje sæson af tv-serien er skrevet af manuskriptforfatterne Dorte W. Høgh og Ida Maria Rydén.

I temaprogrammet øverst på siden kan du høre om Iben Hjejles hemmelige steder i Aarhus og komme med bag optagelserne til tredje og sidste sæson af Dicte-serien.