Kom gratis til håndbold
SK Aarhus og Århus Håndbold laver fælles arrangement
Alle håndboldhungrende aarhusianere kan sætte kryds i kalenderen 3. september, hvor der ikke bare er en, men to muligheder for at se tophåndbold i NRGI Arena. Og der er gratis adgang.
Kl. 14.00 tager håndboldkvinderne fra SK Aarhus hul på ligasæsonen, når de møder HC Odense - og kl. 16.00 spillerl herrerne fra Århus Håndbold lokalopgør mod Skanderborg Håndbold i en pokalkamp om en plads i kvartfinalen i Nordea Cup.
- Vi ser frem til at komme i gang med sæsonen, og vi glæder os over at kunne samarbejde med vores gode venner fra Århus Håndbold om dette spændende dobbeltarrangement. Vi håber, at rigtig mange aarhusianere vil tage imod tilbuddet, så vi kan vise dem, at vi har en spændende og meget talentfuld trup i denne sæson, siger Erik Hedegaard, bestyrelsesformand i SK Aarhus.