Kom gratis på nettet i parken

Århus Kommune vil om et par uger tilbyde trådløs og gratis internet i Mølleparken.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Det såkaldte hotspot i Mølleparken er en del af et pilotprojekt, og det passer Hovedbibliotekets leder fint:

- Vi har i års tid ønsket os at få en sender udenfor, så man kan gå på internettet i parken. Det kan trække andre brugere til parken end dem vi ser i dag, og måske derigennem fortynde det miljø, der bruger parken i dag. På den måde får vi en park for flere forskellige mennesker, siger leder Knud Schultz til Århus Stiftstidende.

Naboer til Mølleparken har over flere omgange klaget over, at misbrugere og larmende unge har hærget i parken. Det er især ting som høj musik og brug af parken som toilet, der har vakt naboernes vrede.