Kødannelse skal mindskes

Nyt anlæg skal mindske kødannelse ved Paludan-Müllers Vej og Søftenvej

Foto: Google Maps

Efter udvidelsen af Paludan-Müllers Vej oplever flere bilister fra Søftenvej i det nordlige Aarhus ofte kø i myldre-trafikken, når de nærmer sig rundkørslen ved Paludan-Müllers Vej.

Men det skulle blive løst fra fredag. Der bliver nemlig oprettet et såkaldt doseringsanlæg, der skal skabe huller i trafikstrømmen og give en mere glidende trafik, oplyser Aarhus Kommune.

Det er ud fra droneoptagelser, der har kortlagt trafikken omkring rundkørslen i en længere periode, at valget er faldet på doseringsanlægget.

Fremtidssikret løsning

- Vores mål var en simpel og effektiv løsning, der hurtigt løser problemet, men som samtidig er langtidsholdbar, siger projektleder Michael Bloksgaard i en pressemeddelelse.

- Doseringsanlægget er designet til at kunne tilpasse sig en yderligere stigning i trafikken, når det nye universitetshospital er helt færdigt i 2019. Ved hjælp af doseringsanlæggets intelligente software kan vi fra en computer let justere i indstillingerne i takt med, at trafikken forandrer sig, fortsætter han.

Doseringsanlægget fungerer ved, at et signalanlæg i korte perioder tilbageholder bilister, der kommer fra Paludan-Müllers Vej. Det giver bilister fra Søftenvej bedre mulighed for at køre ind i rundkørslen.

En radar registrerer konstant trafikken på Søftenvej, så bilister på Paludan-Müllers Vej udelukkende bliver holdt tilbage i perioder, hvor det er nødvendigt for at undgå kødannelse.