Klaus så en dødsulykke, men blev afvist af Falck: - Jeg er dybt chokeret

Lastbilchauffør kørte direkte til Falck-stationen, da han så et motorcykeluheld. Her blev han afvist og fik at vide, han skulle ringe 112 for at få hjælp

Motorcyklisten fra Norddjurs bragede ind i en husgavl midt i Ørsted. En forbipasserende lastbilchauffør søgte hjælp ved en Falck station en kilometer væk. De bad ham ringe 112. Foto: Øxenholt foto

Tirsdag den 29. august kl. 12.30 i Ørsted på Djursland:

52-årige Klaus Bach fra Hammel er på vej ud af bageren med sin frokost. Pludselig kommer en motorcykel drønende forbi. 

Klaus Bach har netop sat sig op i sin parkerede lastbil, da han hører et højt drøn. Nogen har nok tabt noget tungt, tænker han. Men da han langsomt kører ned gennem byen, går det op for ham, at noget er helt galt. 

Læs også Motorcyklist død af sine kvæstelser: Kørte ind i hus med høj fart

- Folk kommer løbende ud af husene på begge sider af vejen. De modkørende kører lidt forvirret, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.

Bragede ind i en mur

Cirka 100 meter længere fremme ad Rougsøvej fra Klaus Bachs lastbil står pensionist Elsa Andersen chokeret med sin cykel og forsøger at samle tankerne.

Hun har netop set en motorcyklist komme susende i høj fart, slingre og brage direkte ind i gavlen på hendes nabos hus. Selv var hun på vej på cykel ud ad indkørslen mellem sit eget hus og nabohuset.

Læs også Motorcyklist i kritisk tilstand efter ulykke: Bragede ind i mur med høj fart

- Hvis jeg havde været en meter længere fremme, så havde han ramt mig, fortæller hun. 

- Nu lå han der med hovedet ned og bevægede sig ikke. En stor blodpøl kom fra ham. Jeg stod, hvad der føltes som længe, før jeg kunne røre mig. 

Umiddelbart efter braget kom naboen løbende ud til uheldsstedet. Hans søn fik straks ringet 112, mens hjælpere myldrede til.  

Motorcyklisten døde, da han med høj fart kørte ind i et hus i Ørsted på Djursland. Foto: Per Øxenholt - Ritzau Scanpix

Ingen hjælp hos Falck

Tilbage i lastbilen er Klaus Bach også nået frem til ulykkesstedet. Her står mange mennesker forsamlet om den forulykkede og én sidder på knæ over motorcyklisten og yder førstehjælp. Klaus Bach kører selv motorcykel i fritiden og har efter 30 år som lastbilchauffør selv været første mand på stedet ved flere uheld. 

- Det så ikke godt ud, husker han, at han tænkte om motorcykeluheldet. 

Næsten dagligt kører Klaus Bach med lastbilen omkring Østed. Derfor kendte han lokalområdet og vidste, at der godt en kilometer fra ulykkesstedet lå en Falck-station. Han besluttede at køre efter hjælp. 

Sådan som situationen er beskrevet, burde det ikke være forekommet. 

Thomas Balle Kristensen, præhospitalsdirektør, Region Midtjylland

- Da jeg kommer ind, sidder der en fyr og spiser. En anden kommer ud fra baglokalet. Jeg siger, at der er sket et uheld med en motorcykel og vi skal bruge en ambulance. De siger til mig, at jeg skal gå ud i bilen og ringe 112, fortæller han. 

- De foretager sig ikke noget, før de har fået besked fra alarmcentralen. De interesserer sig overhovedet ikke for uheldet. De er fuldstændig afvisende. 

Det var i Ørsted i Norddjurs Kommune, at ulykken skete tirsdag den 29. august.  Foto: Google Maps

Helt grotesk

Chokeret og ophidset vender Klaus Bach tilbage til sin lastbil.

 - Jeg er dybt chokeret over, at man kan være så ligeglad. De minutter, vi brugte på at diskutere, kunne være vigtige, siger han. 

- Det er helt grotesk med sådan en mangel på effektivitet og ansvarlighed. Det synes jeg ikke, man kan være bekendt som redder. 

Det er helt grotesk med sådan en mangel på effektivitet og ansvarlighed. Det synes jeg ikke, man kan være bekendt som redder. 

Klaus Bach, lastbilchauffør og øjenvidne

Falck bekræfter hændelsen over for TV2 ØSTJYLLAND. 

- Det er korrekt, at vores reddere bad borgeren om at ringe 112, da alle henvendelser om ambulancer i udgangspunktet skal gå via vagtcentralen. Men vi er rigtig ked af, at borgeren ikke har følt sig bedre modtaget i situationen, siger områdeleder i Falck Jan Kjær Madsen til TV2 ØSTJYLLAND. 

- Vi skal følge de retningslinjer, som er angivet for regionen, siger Jan Kjær Madsen.

Klaus Bach mener imidlertid godt, at retningslinjerne kunne have været tilsidesat i den akutte situation. 

Læs også Indbrud i Idas bil ved Ikea: Mistede skoleopgaver og baby-billeder

- Når jeg kommer rendende ind helt chokeret på den måde, er det ikke fordi, jeg skal låne deres toilet. Det er fordi, der er noget galt, siger han. 

- Der er regler for alting. Men de må da have noget elektronik i bilen, som gør, at de selv ved at trykke på en knap lynhurtigt ville kunne få fat i alarmcentralen og sige, at de kørte.

Regionen vil have en redegørelse

Det er Region Midtjylland, som udstikker retningslinjerne for Falckredderne i hele regionen og her forholder det sig ganske rigtigt sådan, at borgerne efter bogen bør kontakte Falck gennem alarmcentralen, bekræfter Thomas Balle Kristensen, der er præhospitalsdirektør i Region Midtjylland. 

Læs også Bilister blæser på fartgrænser: To kørte dobbelt så stærkt som tilladt

- Men, siger han umiddelbart efter: 

- Vi har selvfølgelig en forventning om, at når borgere henvender sig for at få hjælp, så skal de ikke have oplevelsen af, at personalet på Falck-stationen ikke vil hjælpe. Hvis en borger kommer ind på en Falck-station og er meget påvirket af, at der er sket noget alvorligt, så har vi en forventning om, at personalet hjælper, så hurtigt de kan.

- Så kan det godt være, at de også skal kontakte vagtcentralen for at være sikre på, at hjælpen bliver den rigtige, men borgeren må ikke få oplevelsen af at være gået forgæves. Det er forventningen at de reagerer.

Hvis jeg havde været en meter længere fremme, så havde han ramt mig.

Elsa Andersen, pensionist og øjenvidne

Derfor har Thomas Balle Kristensen også bedt Falck om at redegøre for, hvad der er foregået i forbindelse med den konkrete ulykke i Ørsted. 

- Hvis en borger har haft denne oplevelse, har vi noget, vi skal gøre bedre, siger han og understreger samtidig, at det er en meget usædvanlig sag og at regionen generelt oplever, at falckpersonalet handler professionelt og hjælpsomt.

Den 45-årige motorcyklist døde af sine kvæstelser. Foto: Per Øxenholt - Ritzau Scanpix

Motorcyklisten mistede livet

Ifølge pensionist Elsa Andersen, som så ulykken ske fra sin cykel, ankom en ambulance til stedet, da der var gået omkring fem minutter.

Ifølge Region Midt kom ambulancen fra netop den Falck station, som lastbilchauffør Klaus Bach, løb ind på. 

Efter et kvarter landede en helikopter på byens busholdeplads. 

Motorcyklisten blev straks bragt til Skejby Sygehus. Her døde han samme dag af sine kvæstelser. Manden blev 45 år og kom fra Norddjurs Kommune.