Kjellerup-træner: Jeg har intet lavet på jobbet i dag
Kjellerup IF leverede et lille mirakel mod Lyngby, da man kom tilbage fra 0-3 til 4-3
2. divisionsholdet Kjellerup IF var helt nede i sækken, og den var også snøret temmelig godt sammen, da Superliga-mandskabet fra Lyngby var på besøg i pokalturneringens tredje runde.
Nede 0-3 ved pausen så det sort ud, men pludselig tog pokker ved Kjellerup-drengene, og i forlænget spilletid vandt Kjellerup IF 4-3.
I dag, dagen derpå, har træner Claus Therkildsen stadig svært ved at forstå, hvad der skete.
- Jeg kan slet ikke slippe det. Jeg kom på arbejde her til morgen, men jeg har da ikke lavet noget endnu. Det er heldigvis mit eget firma. Man vil gerne holde fast i det for at finde nogle forklaringer på, hvad der skete, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Jeg har sgu ikke prøvet noget vildere end det her, og slet ikke noget med så meget omtale efterfølgende, siger han.
Læs også
Han kalder det selv for en del af fodboldens magi, at comebacks i den klasse kan opstå, for efter pausen var kampen fuldstændig forandret.
- Der sker bare noget, og det er enormt svært at forklare, og det der gør det fantastisk. Hvis jeg vidste, hvordan jeg som træner kan få det frem hver gang, var jeg nok i Barcelona, men der sker noget helt vildt, da vi kommer på 1-3. Vi får kæmpe momentum, og nogle af deres spillere bliver rystede, siger Claus Therkildsen.
Når der skal trækkes lod til pokalens fjerde runde er Kjellerup IF altså stadig med – som et af de sidste 16 hold.
- Vi vil gerne trække et stort hold igen, og der er heller ingen tvivl om, at det kunne være sjovt at møde Silkeborg eller Viborg, der ligger tæt på, siger træneren.