Kirkegårde skal moderniseres
Århus Kommune arbejder med planer om at modernisere byens kirkegårde, så de eksempelvis kan bruges som parker.
Færre efterspørger traditionelle gravsteder med hæk og lignende, mens flere efterspørger mindre friserede steder.
Samtidig er der flere århusianere, der lader sig kremere i forhold til gennemsnittet i andre dele af landet, fortæller afdelingschef Kim Gulvad fra Natur og Miljø i Århus Kommune til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Kirkegårdene bliver desuden brugt af andre end de pårørende - fx bruges de også til eksamenslæsning. Derfor overvejer kommunen nu, hvordan fremtidens kirkegårde skal se ud. For eksempel om de skal have et mere park-agtigt præg.
Politikerne skal diskutere de nye planer for byens kirkegårde efter sommerferien.
Se mere i tirsdagens nyhedsudsendelse klokken 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.