Kendte til høje flugttal

Cheflæge vidste, at flere var flygtet, skriver avis

Da cheflæge Per Jørgensen fra Region Midtjyllands psykiatriledelse i november fortalte offentligheden, at kun tre patienter var flygtet fra retspsykiatrisk afdeling i 2012, vidste ledelsen på hospitalet, at det ikke var korrekt. Det skriver dagbladet B.T. fredag.

- Der var ingen, der spurgte os. Jeg vidste, at der var et sted over 20 flugter, siger ledende overlæge og øverst ansvarlig for retspsykiatrisk afdeling Trine Arngrim til B.T.

Trine Arngrim fortæller, at hun orienterede Per Jørgensen om, at der var flere flugter end tre, men den oplysning gav Per Jørgensen ikke videre til offentligheden. Først da sundhedsministeren bad om en redegørelse, kom det rigtige tal frem - nemlig 27 flugter.

Og det får Dansk Folkepartis retsordfører til at reagere.

- Aben flytter sig nu fra hospitalet til regionen. For det tyder desværre på, at regionen bevidst gav forkerte oplysninger, siger han til avisen.