Keeper håber på nul Randers-mål
Kevin Stuhr Ellegaard er tilbage på AutoC Park i kamp mellem Randers og Elfsborg
Den tidligere målmand i Randers FC Kevin Stuhr Ellegaard vender torsdag tilbage på grønsværen på AutoC Park for en enkelt aften.
Denne gang er det dog ikke i Randers-målet, men derimod hos modstanderholdet.
Læs også
I morgen, torsdag, møder Randers FC nemlig svenske IF Elfsborg i den anden kvalifikationsrunde til Europa League, som altså for Kevin Stuhr Ellegaard bliver et gensyn med sit gamle hold:
- Jeg håber selvfølgelig, at vi slår dem i morgen, siger han grinende, da TV 2 | ØSTJYLLAND møder ham onsdag aften.
Kevin Stuhr Ellegaard spillede i Randers FC i perioden 2007 til 2010. Derefter skiftede han til hollandske SC Heerenveen, inden han endte i Elfsborg.
Selvom han nu er tilbage i Randers som Elfsborg-målmand, er han ikke bleg for at indrømme, at byen og klubben har betydet meget ham.
Det tre år lange ophold i klubben har ført til mange venskaber både på og uden for banen. Han er derfor også glad for at se den positive udvikling, som klubben og holdet har gennemgået:
- Det var en god klub, da jeg forlod den, og det er blevet en bedre klub, efter jeg forlod den. Det er en stærk klub, siger Kevin Stuhr Ellegaard.
Det er dog ikke alt ved Randers FC, som den tidligere Randers-målmand savner. I videoen øverst i artiklen kan finde ud af, hvad Kevin Stuhr Ellegaard ikke håber på at høre i morgen.