Karina flyttede fra Aarhus til Horsens: - Vi har fået hele pakken

Familien Bentsen rykkede fra lejlighed i Aarhus til hus i Horsens

01:51

Det kan tilsyneladende godt betale sig at investere i byudvikling. I hvert fald ligger Horsens og Silkeborg og Odder kommuner højt på listen, når det kommer til salg af rækkehuse og villaer i 2017. Det viser en opgørelse, boligsiden.dk har lavet. Og byerne har da også de seneste år gjort en indsats for at være attraktive at flytte til.

- Vi synes faktisk, at vi har fået hele pakken, siger Karina Bentsen, der er tilflytter i Horsens.

Læs også Her sælger husene bedst i Østjylland

For et halv år siden hed det lejlighed i Aarhus C, men da pladsen blev for trang for Karina Bentsen, hendes mand og to børn, blev lejligheden skiftet ud med villa i Horsens.

Tæt på det hele

- Vi har købt et hus, der ligger tæt på centrum, vi har vandet og fin natur tæt på, og vi har en park lige i nærheden også, siger Karina Bentsen.

Og beslutningen om at rykke mod syd har familien ikke fortrudt.

Læs også Udviklingen er vendt: Boligsalg boomer i Odder

- Vi kiggede også i Aarhus, men vi har valgt at sige, at med alle de gode ting, vi kunne få ved at flytte til Horsens, så var det det, vi ville, siger Karina Bentsen.

Karina Bentsen og hendes familie er langt fra de eneste med et godt øje til byen. I 2017 blev der solgt 664 villaer og rækkehuse i Horsens.

Horsens i stor udvikling

Byen har de seneste år gennemgået en markant udvikling. Fra fængselsby til meget mere.

- Byen er rykket sig til pludselig at være en oplevelsesby og forhåbentlig også en kulturel stærk by og så sandelig også en erhvervsmæssig stærk by, siger Claus Visbye, direktør i Horsens & Friends.

Den udvikling har Horsens & Friends været med til at sætte skub i blandt andet ved at tiltrække store koncerter med kunstnere som Madonna og U2.

Læs også Jernbane skal pløje gennem by: - De er fuldstændig ligeglade med os

- Horsens er en by, hvor der investeres i byudvikling og uddannelse. Eksempelvis starter man på byggeriet af en ny bydel i påsken i år, så vi kommer nok til at se Horsens på tilsvarende lister i de kommende år også, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk. Her har man samlet en top 5-liste over de postnumre, hvor der blev solgt flest villaer og rækkehuse i 2017 - og den topper 8700 Horsens.

For Karina Bentsen og familien var det også afgørende at bo et sted, hvor der sker noget.

- Tidligere boede vi et sted, hvor der var masser af specialbutikker, koncertoplevelser og alt den slags, og det synes jeg også, at vi har fået en helt del af i Horsens, siger hun og tilføjer:

- Det er en by i udvikling, og jeg oplever også, at det er en by med ambitioner. Der sker rigtig meget.