Kaospiloter får blåstempling
Efter at have levet en fortumlet tilværelse gennem 13 år får de kreative projektmagere fra kaospilotuddannelsen i Århus langt om længe en officiel blåstempling.
En ikke offentliggjort rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut konkluderer entydigt, at skolen gør det godt og kan blive en officiel mellemlang uddannelse. Men det nytter ikke længere noget. Selv om Ulla Tørnæs (V) selv bestilte evalueringen i maj sidste år med henblik på at få uddannelsen ind i det etablerede uddannelsessystem og fordoble antallet af studerende, så afviser hun nu at følge planen. Tre måneder efter at evalueringen blev bestilt, røg skolens bevilling nemlig en sen nattetime ved finanslovsforhandlingerne efter ønske fra Dansk Folkeparti. - Der er truffet en beslutning om at udfase statsstøtten, og den beslutning står ved magt. Men jeg er enig i, at det er en blåstempling af kvaliteten af uddannelsen til kaospilot, og jeg glæder mig over, at evalueringen bekræfter min opfattelse af, at der fortsat er plads i det samlede billede til kaospilotuddannelsen som privat uddannelse, siger Ulla Tørnæs til Politiken. Professor Sven Hamrefors, Center for Entrepreneurship and Business Creation på Handelshögskolan i Stockholm, der står bag evalueringen, kalder beslutningen "tragisk".