Kamphunde forbydes
14 farlige hunderacer som amstaff og pitbull terrier skal forbydes, mener justitsministeren. Han håber på et bredt politisk flertal.
Det er slut med at holde farlige hunderacer som amstaff og pitbull terrier i Danmark. De skal forbydes, og kunne aflives hurtigere end i dag.
Det mener justitsminister Brian Mikkelsen (K), som støtter regeringens hundeudvalg. Her vil et flertal forbyde kamphunde, mens et mindretal kræver hundene i snor og i mundkurv.
- Jeg er parat til at forbyde kamphunde, som har det eneste instinkt, at de bider, indtil knoglerne knuses, når de overfalder en anden hund eller et menneske, siger han.
Han sender forbuddet mod i alt 14 hunderacer i høring og håber på støtte fra et bredt politisk flertal inden sommerferien.
Vedtages loven vil det betyde, at racerne hverken må importeres eller avles og skal udfases, efterhånden som hundene dør en naturlig død. Avlsforbuddet skal sikres ved at sterilisere
hundene.
Loven vil også betyde, at hundeejerne skal lufte kamphunde i snor og med mundkurv, ligesom det skal være lettere at aflive kamphunde, som skader andre mennesker eller dyr. Endelig skal
folk kunne frakendes at holde dyr, hvis de mishandler eller vanrøgter dem, mener Brian Mikkelsen.
Han er uenig med Dansk Kennel Klub, som afviser et forbud. Han er ikke betænkelig ved at vende bevisbyrden, så hundeejeren ligesom i Norge skal bevise, at hunden ikke rummer gener fra en farlig hunderace.
- For det første gælder det kun fremtidige generationer af hunde. For det andet kan det lade sig gøre i Norge, siger Brian Mikkelsen.
Hundeudvalget blev nedsat i februar 2009 for at gennemgå hundeloven. Nogle måneder senere skete flere voldsomme hundeangreb, og det fik Brian Mikkelsen til at bede udvalget
undersøge muligheden for at indføre et forbud mod muskelhunde.