Kagens Dag blev aflyst
Kagens Dag i Galten måtte aflyses på grund af for få tilmeldinger
Man skulle tro, at en lykkelig begivenhed som Kagens Dag var noget, der kunne samle folk. Men ikke i Galten.
Her var der lagt op til Kagens Dag på Galten Bibliotek, hvor Bagerhuset Galten skulle levere de søde sager, men det blev aflyst.
- Vi havde kun solgt syv billetter. Sidste år solgte vi næsten 100. Jeg ved ikke, hvad der er gået galt, siger bagermester Tonny Pedersen om baggrunden for aflysningen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Der ærgrer både ham og Brita Rodam fra Galten Bibliotek.
- I sidste uge havde folk måske byfest i hovedet. Måske er det derfor, siger Brita Rodam til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Tonny Pedersen havde valgt at deltage i Kagens Dag i Galten fremfor i Aarhus, og derfor ærgrer han sig også.
- Jeg er lidt træt af det, må jeg indrømme. Vi havde også håbet på at skrabe 5.000 kroner sammen til dagplejeren, der ville købe en ladcykel. De penge må vi nok selv punge ud med nu, siger Tonny Pedersen.
Han oplyser, at forberedelserne til dagen ikke var flere, end at det hele kunne bruges i den daglige produktion.