Kæledyr på skrump i Ebeltoft
Slankedillen breder sig i Ebeltoft. Lokal dyrlæge har succes med en klub for overvægtige kæledyr.
I Ebeltoft har dyrlæge Susanne Boye har succes med en klub for overvægtige kæledyr, skriver Århus Stiftstidende tirsdag.
- Det var, da Ebeltoft startede 'By på Skrump', og hele klinikken var tilmeldt for at sikre de ansattes sundhed, at vi indledte en kampagne med fokus på dyrenes kost og motion.
På en åbenthus-dag blev folk inviteret til at komme til vejning med deres kæledyr og få gode råd og vejledning. Det viste sig, at folk satte pris på opfølgningen.
Vi har haft alle slags smådyr til vægtkontrol, hunde, katte og endda en kanin, der kom på skrump, da den dårligt kunne bevæge sig. Den hund, der har tabt sig mest, er en dalmatiner, som har tabt sig 22 procent af sin startvægt. Det er rigtig meget, men den er stadig overvægtig og skal tabe sig mere, siger Susanne Boye til avisen.
Hun understreger, at et langsomt vægttab er vejen frem.
- Fidusen er også at bruge et godt foder, så hunden eller katten kan føle sig mæt og får den næring, der skal til, siger hun og minder om, at godbidder skal tages af foderportionen.
Se mere i tirsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Kilde: Århus Stiftstidende