Kabelfærge på Randers Fjord

Udbyhøj-færgen på Randers Fjord bliver næste år erstattet af en ny kabelfærge.

Den nuværende færge på ruten ved Udbyhøj bliver i april næste år skiftet ud.

Færgen, der er ejet af Rougsø og Nørhald kommuner i fællesskab, skal erstattes af en såkaldt kabelfærge, der bliver trukket af en tyk stålwire på bunden af Randers Fjord.

Den gamle færge er nedslidt og kostbar i vedligeholdelse. For fire år siden styrtede en del af det sydlige færgeleje desuden sammen, fordi molerne var angrebet af pæleorm.