Jysk fiasko i Rusland
Dynekongen Lars Larsen fra Silkeborg må se drømmen om ekspansion på det russiske marked briste.
Dynekongen Lars Larsen fra Silkeborg har måttet se samtlige Jysk butikker i Rusland dreje nøglen om. Det skriver dagbladet Børsen.
Da de første Jysk butikker blev åbnet i Rusland i 2005, var der store planer for det nye marked. Meningen var i løbet af fem år at åbne 25 butikker alene i Moskva, og derefter udvide i resten af landet med op imod 200 butikker.
Men på mindre end to år er eventyret vendt til fiasko, og de fem butikker, man nåede at
åbne, er nu alle lukket.
Lars Larsen investerede ikke selv i det russiske eventyr, men lod den tidligere direktør for Larsen Rejser, Jens Veino, prøve kræfter med markedet via en franchiseaftale.
- Det er Jens Veino, der har kørt det, og han har ikke kunnet få det til at fungere, siger Lars Larsen til Børsen.