Julegave: En ekstra uges løn
Grundfos' ansatte har noget at lune sig på i den kolde vintertid
Grundfos, der laver pumper og har godt 17.000 medarbejdere over hele verden, har nemlig besluttet, at de ansatte skal have en ekstra uges løn i julegave.
Efter finanskrisen er det seneste års tid gået ganske godt for Bjerringbro-virksomheden, der blandt andet har en fabrik i Langå vest for Randers. Koncernen kan fremvise et overskud på 779 millioner kroner efter det første halvår af 2010.
- Nu er det jo ikke en ny juletradition, vi har indført. Det er en anerkendelse af en kæmpestor indsats, der er ydet i alle vores selskaber i hele verden. Det har været en svær periode i de seneste år. Men nu har vi fået godt greb om tingene og vil gerne sige tak for indsatsen til alle vores medarbejdere, siger koncernchef i Grundfos i Bjerringbro Carsten Bjerg til TV 2 | ØSTJYLLAND.