JP tilfreds med Muhammed-afgørelse
Jyllands-Posten er tilfreds med, at avisen ikke trækkes i retten i sagen om Muhammedtegningerne.
I bladhuset i Århus er Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Carsten Juste, umiddelbart tilfreds med beslutningen fra Rigsadvokaten, der ikke vil retsforfølge avisen for Muhammedtegningerne.
- Det er en meget tilfredsstillende afgørelse, som Rigsadvokaten er nået frem til. Det er en ubærlig tanke, om vi skulle have været gennem to retsinstanser og så være gået videre til menneskerettighedsdomstolen med en sådan sag. Så det er tilfredsstillende, siger han.
- Når vi læser afgørelsen i sin helhed, så kan jeg kun opleve det sådan, at Rigsadvokaten og Jyllands-Posten er fuldstændig enige om, hvordan det forholder sig med ytringsfriheden i denne specielle sammenhæng, siger han.