Jon slipper for fængsel

Sidste års Popstar, Jon Nørgaard fra Grenaa, skal alligevel ikke have sin voldssag for landsretten.

For knap to uger siden blev Grenaas 18-årige Popstar, Jon Nørgaard, idømt 60 dages betinget fængsel og 60 timers samfundstjeneste for et voldeligt overfald på en jævnaldrende.

En dom som den lokale anklager, politimester Jens Wacker i Grenaa, ønskede skærpet. Men statsadvokat Else Mette Casøe har netop afvist at anke dommen.

Hun siger til Randers Amtsavis, at intet i bevismaterialet har peget i retning af, at Vestre Landsret vil komme til et andet resultat end byretten i Grenaa gjorde den 24. november.