- John var en stor person
Martin Jørgensen hylder afdød AGF-legende
AGF's Superligakamp i Randers blev sidst på eftermiddagen indledt med et minuts stilhed til minde om John Stampe, der i weekenden døde i en alder af blot 55 år.
John Stampe var en klublegende i AGF, for hvem han nåede at spille 444 kampe. Efter kampen mod Randers satte Martin Jørgensen ord på, hvordan han reagerede på nyheden om John Stampes død.
- Jeg vidste, han var syg, og at der ikke var så lang tid igen. Men det rammer selvfølgelig, også, fordi John ikke var så gammel.
- Det lærer os, at vi skal leve livet, mens vi har det. Han var en stor mand, som klubben kommer til at mangle, men selvfølgelig kommer familien til at mangle ham meget mere, siger Martin Jørgensen.
Kender anekdoterne
Martin Jørgensen er for ung til at have spillet med John Stampe, men han kender anekdoterne om forsvarsgeneralen.
- Med de historier man hører om John, så var han jo en farverig person på banen. Han kunne være hård ved medspillere, men jeg tror også, at dem som har spillet med ham synes, at han var det på den gode måde, altid med et glimt i øjet.
- Selv om dommerne måske vil huske ham på en anden måde. Vi skal huske ham for den store person han var og også som fodboldspiller, siger Martin Jørgensen.