Job-hugst hos naboen
60 procent oprettes i andre kommuner
Mens de østjyske kommuner drømmer om at få ledige i arbejde, så gør de noget ved drømmene i Skanderborg.
I stedet for kun at henvende sig til virksomheder inden for kommunegrænsen, så går Skanderborg på job-hugst i nabokommunerne. Og det i en grad, så 60 procent af de aftaler, der bliver indgået med virksomheder om job til ledige er i enten Horsen, Silkeborg eller Aarhus.
Det fortæller borgmester Jørgen Gaarde, Soc.dem, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Arbejdsmarkedet er ikke afgrænset af om man lige er på den ene eller anden side af kommunegrænsen. Masser af borgere fra Skanderborg går på arbejde i Horsens, Silkeborg eller Aarhus. Så når vi skal ud og finde jobs til de ledige, så er det naturligt at vi også kigger på de kommuner, siger Jørgen Gaarde.
Og Skanderborg Kommune har tilsyneladende ingen særlig konkurrence fra nabokommunernes egne jobcentre.
- Sidder de på hænderne, mens i tager de jobs, der er i deres kommuner?
- Det vil ikke være pænt at sige, men vores medarbejdere sidder i hvert fald ikke på hænderne, siger Jørgen Gaarde til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Glæder sig over succes
I Aarhus glæder den socialdemokratiske borgmester sig over at Skanderborg har succes med at skaffe ledige i job, men han mener ikke at Aarhus sidder på hænderne.
- Der er medarbejdere, der knokler hver eneste dag for at få ledige i arbejde. Og de konsulenter, vi har, bliver taget rigtig godt imod ude i virksomhederne. Men vi vil selvfølgelig gerne lære mere og også gøre det bedre end i dag, siger Jacob Bundsgaard, Soc.dem.
Også borgmesteren i Horsens mener, at hans kommune gør det godt nok.
- Vi har et jobberedskab, der minder meget om Skanderborgs. Men vi vil selvfølgelig se på, hvad det er de gør i Skanderborg, så vi kan lære af det, siger Peter Sørensen, Soc.dem, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Beskæftigelsesindsatsen er årsagen til, at Skanderborg Kommune i går blev udnævnt som Danmarks bedste velfærdskommune af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. En indsats der betyder, at Skanderborg Kommune har den laveste ledighed i østjylland.
Se mere i videoen øverst i artiklen.