Joachim B. Olsen: - Jeg er ingen latinlover
Den århusianske kugestøder er kommet hjem fra OL og er nu gået i gang med forberedelserne til 'Vild med dans'.
Iført blankpolerede dansesko får kuglestøderen Joachim B. Olsen snart mulighed for at tage revanche efter en skuffende præstation ved OL i Beijing.
Ifølge Ekstra Bladet er den 31-årige århusianske atlet allerede i gang med at forberede sig til i TV 2-programmet 'Vild med dans', hvor han danner par med danseren Marianne Eihilt.
Netop på grund af OL er det århusianske dansepar kommet lidt senere i gang end de øvrige deltagere. Parret tror dog på, de kan indhente det forsømte.
- Men jeg er bange for latin-dansene. Der er jo ikke meget latinlover over mig, siger han til avisen.
Ifølge Marianne Eihilt kan det være svært for en så maskulin mand som Joachim B. Olsen.
- Faktisk prøvede jeg onsdag at åbne lidt op for kagedåsen med nogle latinbevægelser, men Marianne brød sammen af grin. Der er vist lang vej endnu, siger kuglestøderen fra Århus.