Joachim B. Olsen har truffet sin beslutning
Den århusianske kuglestøder Joachim B. Olsen har truffet sin beslutning om, hvorvidt karrieren er forbi.
Indtil videre holder den store østjyske idrætsmand dog kortene - eller kuglerne - tæt ind til kroppen.
- Jeg har besluttet mig. Men for at mindske presset på mig selv, har jeg valgt en bestemt dag, hvor jeg melder den ud. Datoen for hvornår, jeg offentliggør min beslutning, holder jeg indtil videre for mig selv, siger Joachim B. Olsen TV 2 | ØSTJYLLAND.
Dog afslører han, at det bliver i den nærmeste fremtid, at han afslører, hvorvidt han fortsætter eller stopper som kuglestøder.
Joachim B. Olsen blev i april skadet under vægttræning og pådrog sig ved den lejlighed en diskursprolaps, som han efterfølgende blev opereret for. Desværre gav operationen ham voldsomme bivirkninger, og han har siden været delvist lammet i højre fod.
Joachim B. Olsen er nærmest blevet mere kendt for sin deltagelse i programmet 'Vild med dans', end for den bronzemedalje, han vandt ved OL i Athen tilbage i 2004.