Jagter sort arbejde i festugen
Under festugen sender Skattecenter Århus fire hold på gaden, som leder efter restauratører, der ansætter folk sort.
Skat jagter sort arbejde i Århus Festuge, fortæller Århus Stiftstidende.
Barer, cafeer og restauranter ansætter mange ekstra medarbejdere under festugen, og derfor sender Skattecenter Århus fire hold på gaden, som leder efter virksomheder, der bevidst har rod i deres ansættelser.
- Der betales antageligt sorte lønninger i festugen. Jeg vil blive meget forbavset, hvis der ikke gør. Nogle modtager måske bistand eller understøttelse, mens de arbejder i festugen. Og det kan man jo ikke, siger afdelingsleder Grethe Ærendahl.
Informationschef Carsten Kruuse fra Danmarks Restauranter og Cafeer fortæller, at personalet nogle steder er tre gange så mange under festuge.
Men han forventer ikke, at mange blandt foreningens medlemmer har ansat folk sort. De seneste tre uger har byens restauratører nemlig rekvireret mange ansættelsesbeviser, fortæller han.