Jagter medskyldig bag groft overfald
To voldsmænd fængslet for overfald med betonklods mod par i Voer i weekenden. Politi mener der er flere involveret.
En sovende mand var døden nær, da to mænd brød ind i hans hus og kastede en 15 kilo tung betonklods i hovedet på ham. Det skete i weekenden i Voer ved Randers.
Gerningsmændene på 20 og 21 år blev onsdag fremstillet i et grundlovsforhør i Randers og vare-tægtsfængslet i fire uger.
- Vi kører sagen for lukkede døre, da vi mener at der er flere involveret i overfaldet. Det siger Hans Kortbek, Vicepolitikommissær, Østjyllands Politi, Randers til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Netop nu fortsætter politiet med den videre efterforskning. Politiet behandler sagen som et drabs-forsøg på grund af overfaldets karakter. Weekendens overfald sendte onsdag to volds-mænd i arresten i fire uger.
Lå og sov
Det 47-årige offer lå med sin 40-årige hustru og sov i huset i landsbyen Voer øst for Randers, da mændene luskede indenfor natten til søndag. Motivet var hverken indbrud og tyveri, men derimod hævn, for mændene medbragte en 15 kilo betonklods.
Ud over betonklodsen i hovedet fik offeret talrige slag og spark. Han mistede flere liter blod og var i livsfare, men det til trods ønskede ægteparret ikke at hjælpe politiet med opklaringen af sagen.
Mandens navn er ikke ukendt i politiets register, så der er formentlig tale om et internt opgør mellem den 47-årige og gerningsmændene.
/ritzau/