Iskold nat kan give glatte veje flere steder
Vær opmærksom hvis I færdes ude i trafikken i nattens løb
Vi går en kold novembernat i møde med temperaturer, der vil falde til under frysepunktet.
Kombinationen af frostvejr og fugt i luften gør, at der i nattens løb kan afsættes rim på vejene, som kan gøre dem endog særdeles glatte. Allerede i de sene aftentimer falder temperaturen hurtigt, og selvom termometrene måske viser plusgrader, kan temperaturen på vejbaner og fortove godt være under frysepunktet.
Det bliver navnlig i de indre landsdele, at der er risiko for glatte veje, men på udsatte steder, såsom broer og lavninger i terrænet, skal man også være på vagt.
Læs også
Hvis man skal færdes udendørs i nat, så er det også værd at læne nakken tilbage og betragte nattehimlen - stjerneskudssværmen 'Tauriderne' er nemlig over os i disse nætter.
Når den kolde nat er overstået, giver det klare vejr os en mandag med strålende solskin og relativt rolige vindforhold.