Investor: Grimt og træls uheld
Stor glasplade faldt ned fra tagterrasse
Beboerne i Marina House i Aarhus Ø fik sig mandag eftermiddag noget af et chok.
En 1,80 meter lang og en meter bred glasplade faldt ned fra en tagterrasse på ottende sal og landede på jorden.
Ingen kom noget til uheldet, som ellers kunne have fået alvorlige konsekvenser.
LÆS OGSÅ: Ulykke: Beboere er chokerede
Det er blandt andet investorselskabet Norup Ejendomme, der står bag Marina House.
Direktør Henning Norup fortæller i dag til TV 2 | ØSTJYLLAND, at det endnu er uvist, hvorfor den store glasplade rev sig løs, men at uheldet nu skal undersøges grundigt, så det ikke sker igen:
- Det er et rigtig grimt og træls uheld, så vi er nu i fuld gang med en handlingsplan, siger Henning Norup til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I løbet af i dag eller de kommende dage vil ingeniører gennemgå konstruktionen for at finde ud af, hvorfor uheldet skete.
- Vi har stor forståelse for beboerne. Mange går til eksamen lige nu, så de skal ikke have den her ekstra stressfaktor, siger Henning Norup.
Marina House er tegnet af Cebra Arkitekter og består af 45 lejligheder.