Invalideknallert ramt af lastbil

Sad fastklemt efter trafikuheld

Ulykken skete på hovedvejen mellem Randers og Hadsund nær Havndal. Foto: Google Maps

En person på et lille trehjulet køretøj slap onsdag morgen meget heldigt fra et sammenstød med en lastbil.

Uheldet skete ifølge Østjyllands Politi på Landevejen ved Havndal nord for Randers. Efter sammenstøddet sad føreren af det lille køretøj fastklemt under lastbilen.

- Den lille trehjulede invalideknallert blev påkørt kl. 06.26. Føreren slap dog fra uheldet uden alvorlige skader. Han blev senere kørt til behandling på sygehuset, siger politiets vagtchef til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ifølge TV 2 | ØSTJYLLANDs oplysninger overså føreren af lastbilen det lille køretøj på grund af tæt tåge. Køretøjet blev ramt bagfra og skubbet flere meter ind på en rasteplads.