Integrerede udlændinge tvinges ud
Selv om iransk restauratør-par er velintegreret i Danmark og vestligt orienteret, tvinges parret ud af landet.
Den danske stats krav om at familiesammenførte udlændinge skal have større tilknytning til Danmark end til hjemlandet, hvis de skal blive her, fører nu til, at et velintegreret iransk ægtepar, som driver restaurant Santorini i Århus, ikke kan blive i her i landet.
Ifølge Sigrid Soelberg Larsen, som er tjener på ægteparrets restaurant, flygtede restauratøren Farhad til Danmark umiddelbart efter præstestyrets overtagelse af magten i Iran.
- Han er et demokratisk indstillet og liberalt menneske og kan derfor ikke leve i et samfund som det nuværende Iran, forklarer Sigrid Soelberg Larsen.
Under et besøg i hjemlandet nogle år senere forelskede Farhad sig i Nashrin, der ligesom han er ikke-praktiserende muslim.
- Men nu kan Nashrin ikke få forlænget sin opholdstilladelse i Danmark. Argumentet er, at hendes tilknytning til Iran er større end til Danmark, fordi hendes familie bor i Iran, siger Sigrid Soelberg Larsen.
Parrets eneste mulighed er nu at sælge restauranten og flytte til Sverige. De vil ikke flytte til Iran, fordi de ikke har frihed der.
Se mere i TV2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.